17-01-2019

 

Gaver til almenvelgørende foreninger kan nu betales med MobilePay

Skattestyrelsen har for nyligt bekræftet, at almenvelgørende fonde og foreninger mv. kan medregne gaver, betalt via MobilePay, ved opgørelse af gaver på mindst kr. 200, som de årligt modtager fra 100 eller flere gavegivere.

Almenvelgørende fonde og foreninger mv. har mulighed for at opnå godkendelse hos Skattestyrelsen.

En sådan godkendelse har positiv indvirkning på organisationen. For det første opnår gavegivere fradragsret for de gaver, de donerer til organisationen. For det andet bliver organisationen også omfattet af den særlige momskompensationsordning, hvilket betyder, at organisationen kan søge om at få tilbagebetalt den købsmoms, organisationen ellers ikke har fradragsret for.

For at en sådan godkendelse kan opnås, er det blandt andet et krav, at organisationerne årligt indsender dokumentation for at have modtaget gaver på mindst kr. 200 fra 100 eller flere gavegivere.

Indtil nu har denne dokumentation skulle indsendes skriftligt til Skattestyrelsen, og dokumentationen skulle bestå af gavegivers navn og adresse samt størrelsen på donationen, hvilket har givet en del udfordringer for mange godkendte fonde og foreninger mv., når gavegiver har brugt MobilePay.

Nu har Skattestyrelsen accepteret, at MobilePay-donationer også kan indgå i de 100 gavegivere, når blot organisationen sikrer sig navn og de sidste 4 cifre i gavegivers telefonnummer. Dokumentationen skal dog fortsat sendes til Skattestyrelsen og overholde de almindelige frister.

Arbejder du i en almenvelgørende fond eller forening mv. og mener, at en godkendelse fra Skattestyrelsen kunne være interessant for din organisation, er du selvfølgelig altid velkommen til at tage kontakt til undertegnede.

Vi kan både bistå jer med vurderingen af jeres fonds- eller foreningsmæssige forhold, hjælpe med at opnå godkendelsen fra Skattestyrelsen og forestå indsendelse af relevante dokumenter.


Kontakt mig, hvis du vil vide mere.

Ri Statsautoriseret Revisionsaktieselskab - CVR-nr. 53 37 19 14 - Skagensgade 1 - DK-2630 Taastrup - kbh@ri.dk - +45 43 50 50 50 - Privatlivspolitik -