21-12-2018

 

Tak for året der er gået!


2018 har på mange måder været et begivenhedsrigt år for Ri.

Vi startede året ud med en hård ”status” – vores og hele branchens mest travle tid på året, hvor fokus er på revision af alle årsregnskaberne. I den forbindelse er det en fornøjelse at se engagementet hos vores medarbejdere og det ekstra gear, de formår at køre i, når der er brug for det. Dette nyder både vores kunder og Ri godt af.

Travlheden i ”status” var ekstraordinær i år. Derfor har alle vores medarbejdere skulle yde en ekstra indsats, og det har de i høj grad gjort – mange tak for indsatsen – de er og skaber Ri – en moderne virksomhed som på samme tid holder fast i de gode grundlæggende værdier og traditioner, vi har haft i snart 100 år.

Den ekstraordinære travlhed i ”status” har gjort, at vi – med stor glæde – har budt velkommen til mange nye medarbejdere, som alle har valgt at skifte til Ri for at være en del af den kultur, som Ri står for – og selvfølgelig for at blive en del af det specialistteam, som er førende i fonde og foreninger.
Vi har desværre også sagt farvel til gode medarbejdere, som har valgt at stoppe på arbejdsmarkedet, og enkelte har også valgt at prøve nye græsgange. Flere af vores nyansættelser er til vores store glæde personer, som vi har budt velkommen tilbage, og vi håber at de enkelte personer, som pt. prøver nye græsgange, en dag måske vil gøre det samme. Uanset hvorfor I ikke længere er en del af Ri, skal der lyde en stor tak for den indsats, I har ydet hos os.

2018 står om noget også i digitaliseringens tegn – og et ”Tak For Året” kan ikke undlade at indeholde et par enkelte ord om GDPR. Vi har hjulpet flere af vores gode kunder med implementeringen heraf og hjælper fortsat med rådgivning på området.

Hvis I har bemærket ekstra aktivitet på marketingfronten fra vores side i 2018, er det ikke helt forkert. Vi har i løbet af året udbredt kendskabet til Ri yderligere i form af flere netværksmøder, morgenmøder, deltagelse i folkemødet, udarbejdelse af artikler og meget andet:
Folkemødet var første gang for os i 2018, og vi holdt en reception på Grønbechs Hotel i midten af Allinge for vores kunder og andre deltagere på folkemødet. Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt var på talerstolen, hvilket gjorde stort indtryk på både os og vores gæster.
En native-artikelserie på 3 artikler om ændringerne i andelsboliglovgivningen røg ind som de mest læste på Altingets hjemmeside; hvilket vi er glade for, idet vi fokuserer intenst på at bringe læserne reel værdi.

Efteråret er blandt andet gået med kompetencedage og efteruddannelse for os alle, erfaringsudveksling mellem medarbejdere og planlægning og opstart på revisionen af årsregnskaberne.

Vi har ligeledes påbegyndt planlægningen af vores 100-års jubilæum, som vi rammer i 2020 – et jubilæum som vi er meget stolte af og som ikke kommer til at gå ubemærket hen.

Foran os venter en ny ”status” – vi glæder os til at komme i gang, og vi glæder os til at arbejde tæt sammen med vores gode kunder, uanset om det gælder revision, regnskabsmæssig assistance eller rådgivning inden for vores speciale – fonde og foreninger.

Slutteligt vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår – og endnu engang rette en særlig tak til alle medarbejderne i Ri.

Kontakt