23-11-2021


Din forskudsopgørelse for 2022 ligger nu klar

Skattestyrelsen har netop åbnet for borgernes forskudsopgørelse for 2022.

Forskudsopgørelsen viser de indkomster og fradrag, som Skattestyrelsen har kendskab til, og som med den almindelige pristalsregulering forventes at være gældende for 2022. 

Du har selv pligt til at tjekke din forskudsopgørelse over de forventede indkomster og fradrag, samt foretage de nødvendige justeringer, som du forventer at være gældende fra 1. januar 2022.  

Har du allerede nu kendskab til ændrede økonomiske forhold, fx jobskifte, pension, start af selvstændig virksomhed eller køb af ejerbolig m.v., skal du være opmærksom på, at sådanne ændringer kan påvirke din skattebetaling og dermed din forskudsopgørelse.  

Formålet med ajourføringen af forskudsopgørelsen er, at du skal ramme den nogenlunde korrekte skattebetaling for 2022 – og undgå nævneværdig restskat eller en overskydende skat. Er du bagudlønnet, bør ændringerne senest rettes i starten af januar 2022, hvis du ønsker, at rettelserne fx skal nå at få indvirkning på din løn for januar måned. 

Det automatiske beskæftigelsesfradrag
Særligt det fortrykte ”beskæftigelsesfradrag”, der er direkte knyttet til den personlige indkomst, plejer at drille de fleste.

Vær derfor opmærksom på, at hvis du i gennemsnit tjener mindre end ca. 33.000 kr. om måneden før arbejdsmarkedsbidrag, bør du hellere forskudsregistrere din indkomst lidt for lavt i stedet for lidt for højt, hvis du vil undgå restskat. Årsagen er, at dit beskæftigelsesfradrag – der beregnes automatisk – ellers bliver sat for højt. Selvom du sætter din indkomst lidt lavere end forventet, får du ikke restskat af den grund. Din trækprocent vil i stedet sikre, at der trækkes skat af din faktiske indkomst.

Forventer du i gennemsnit at tjene mellem ca. 33.000 kr. og ca. 50.000 kr. om måneden før AM-bidrag, er det faktisk ligegyldigt, om du sætter din indkomst for højt eller lavt inden for dette indkomst-interval. Tjener du mere, trækkes der automatisk mere i skat, og tjener du mindre, trækkes der også automatisk mindre i skat.

Forventer du at tjene mere end ca. 50.000 kr. om måneden før AM-bidrag, således at du forventes at skulle betale topskat, vil det være mere fordelagtigt at sætte indkomsten lidt for højt end lidt for lavt, hvis du vil undgå restskat. Det skyldes, at din trækprocent vil være lavere end din marginalskatteprocent (skat af den sidst tjente krone). Hvis du tjener mere end din forskudsregistrerede indkomst, sker betalingen af løbende skat derfor med et for lavt beløb. 

Befordringsfradrag
Vi kender alle til befordringsfradraget, som vi har mulighed for at benytte, hvis vi dagligt transporterer os mere end 24 km til og fra arbejdet. Hvis du har fået nyt arbejde, er flyttet eller begyndt at arbejde mere hjemmefra, vil det være en god idé at kontrollere og rette tallet. Er befordringsfradraget fx sat 10.000 kr. for højt, vil det medføre en restskat på ca. 2.600 kr.

Rentefradrag
Har du købt/solgt ejerbolig, eller har du omlagt dine lån, skal du huske at tjekke, om rentefradraget er påført korrekt på forskudsopgørelsen. Selvom banken hvert kvartal indberetter oplysninger om renteudgifter til Skattestyrelsen, betyder det ikke, at rentefradraget på forskudsopgørelsen automatisk ændres. Er rentefradraget fx sat 10.000 kr. for højt, vil det medføre en restskat på ca. 3.360 kr.

Fagforening og a-kasse
Hvis du er medlem af en fagforening og/eller en a-kasse, har du mulighed for at fradrage dine kontingentudgifter. Fradraget for fagforeningskontingent er begrænset til 6.000 kr. i 2022.

Deleøkonomi
Er du en af de mange danskere, som benytter deleøkonomiske muligheder – og enten udlejer bil, bolig eller sommerhus, og forventer du et overskud, som du skal betale skat af overskuddet – vil det være en god idé at medregne overskuddet i den løbende forskudsskat.

Mere information
Du har altid mulighed for at ændre din forskudsopgørelse i løbet af indkomståret, hvis dine personlige indkomster og fradragsmuligheder måtte ændre sig i løbet af året. 

 

Kontakt John for uddybning og rådgivning

Kontakt Michael for uddybning og rådgivning