31-03-2021

 

Forbedrede muligheder for godtgørelse af betalt elafgift – gældende fra d. 1. januar 2021

Folketinget har ændret reglerne for godtgørelse af elafgift.
Der er ikke kun tale om væsentlige administrative forenklinger, men også mulighed for en højere godtgørelse af afgiften på elektricitet anvendt til rumvarme, opvarmning af varmt brugsvand og komfortkøling, da denne anvendelse fremover ligestilles med virksomhedens øvrige elektricitetsforbrug til procesformål.

Det er således ikke længere nødvendigt at måle mængden af elektricitet anvendt til henholdsvis rumvarme, opvarmning af varmt brugsvand og komfortkøling og virksomhedens øvrige elforbrug.

Lempelsen for elektricitet anvendt til rumvarme, opvarmning af varmt brugsvand og komfortkøling vil potentielt give en væsentlig forøgelse af virksomhedens godtgørelse af elafgiften. Særligt i de tilfælde, hvor virksomheden f.eks. har et eldrevet klimaanlæg, varmtvandsbeholder eller el radiatorer, der bruges til opvarmning mv.

Konkret vil virksomheden fremover kun have samme lave afgift på 0,4 øre/kWh, som elektricitet til procesformål er blevet. Elafgiftssatsen udgør i 2021 90 øre/kWh, hvoraf godtgørelsen udgør 89,6 øre/kWh.

Liberale erhverv omfattet af elafgiftslovens bilag 1 (advokater, revisorer, rådgivende ingeniører, bureauer mv.) har fortsat (frem til og med d. 31. december 2022) ikke ret til at få tilbagebetalt elafgiften for elektricitet anvendt til procesformål, men vil dog være berettiget til at få tilbagebetalt afgiften af den elektricitet, som er anvendt til rumvarme, varmt vand og komfortkøl. Husk at forbruget skal kunne dokumenteres.

Fra d. 1. januar 2023 vil de almindelige regler også gælde for de liberale erhverv.

Kontakt John for uddybning og rådgivning