02-12-2019

 

Forskudsopgørelsen 2020

Skattestyrelsen har åbnet for adgangen til forskudsopgørelsen for 2020, og som altid er der god grund til at sikre sig, at man betaler den korrekte skat. Selvom de fleste indberetninger sker automatisk, er det en god idé at gå forskudsopgørelsen grundigt igennem, så man undgår restskat. Få gode råd her.

I 2018 betalte ca. 800.000 danskere en gennemsnitlig restskat på kr. 4.500 som kunne have været undgået, men ikke alle oplever store udsving i sin indkomst og fradrag fra år til år.

Vi har valgt at fokusere på de områder af forskudsopgørelsen, som mange af os skal tage stilling til på et eller andet tidspunkt i vores liv.

Indkomst og fradrag

Som regel kender vi vores fremtidige løn, da det typisk er et fast månedsbeløb. Tjener du f.eks. kr. 31.000 om måneden eller mindre, vil det være ideelt at sætte indkomsten lidt for lavt. Det skyldes beskæftigelsesfradraget, som Skattestyrelsen selv beregner. Sætter du indkomsten for højt, vil dit beskæftigelsesfradrag blive sat for højt, hvilket i sidste ende vil resultere i, at du vil skulle betale en restskat, når årsopgørelsen udsendes.

Omvendt kan det bedst betale sig at sætte indkomsten lidt for højt, hvis du tjener mere end kr. 48.000 om måneden. Det skyldes, at din trækprocent er lavere end marginalskatteprocenten. Tjener du mere end forskudsregistreret, vil indeholdelsen af kildeskat ske med et for lavt beløb, hvilket i sidste ende betyder restskat.

Udover lønindkomst har vi som lønmodtagere også ret til en række fradrag. Fælles for disse fradrag er, at de alle vedrører vores mulighed og evne til at sikre vores beskæftigelse og vores indtægtsgrundlag.

Befordringsfradrag

Vi kender alle til befordringsfradraget, som vi har mulighed for at benytte, hvis vi dagligt transporterer os mere end 24 km til og fra arbejdet. Hvis du har fået nyt arbejde eller er flyttet, vil det være en god idé at kontrollere og rette tallet. Er fradraget f.eks. kr. 10.000 for højt, vil det medføre en restskat på ca. kr. 2.500.

Rentefradrag

Har du købt/solgt bolig eller har du omlagt dine lån, skal du huske at tjekke om rentefradraget er påført korrekt på forskudsopgørelsen. Selvom banken hvert kvartal indberetter oplysninger om renteudgifter til Skattestyrelsen, betyder det ikke, at rentefradraget på forskudsopgørelsen automatisk ændres. Er rentefradraget f.eks. kr. 10.000 for højt, vil det medføre en restskat på kr. 3.600.

Fagforening og a-kasse

Hvis du er medlem af en fagforening og/eller en a-kasse, har du mulighed for at fradrage dine kontingentudgifter. Fradraget for fagforeningskontingent er begrænset til kr. 6.000 i 2020.

Deleøkonomi

Er du en af de mange danskere, som benytter deleøkonomiske muligheder og enten udlejer bil, bolig eller sommerhus, og forventer du et overskud, som du skal betale skat af, er det en god idé allerede nu at forskudsopgøre det forventede overskud. Alternativt kan du løbende i 2020 ændre forskudsopgørelsen ud fra de kendte forhold.


Kontakt John, hvis du har spørgsmål.

Ri Statsautoriseret Revisionsaktieselskab - CVR-nr. 53 37 19 14 - Skagensgade 1 - DK-2630 Taastrup - kbh@ri.dk - +45 43 50 50 50 - Privatlivspolitik -