09-10-2020

 

Frivillig indbetaling af acontoskat 2020 og årsopgørelse 2019

Selskaber, fonde og foreninger kan vælge frivilligt at indbetale acontoskat, hvis den ordinære acontoskat er sat for lavt. 2. rate af den ordinære acontoskat samt evt. frivillig acontoskat skal som udgangspunkt indbetales senest d. 20. november 2020 vedrørende indkomståret 2020.

Det er dog også muligt frem til d. 21. februar 2021 at indbetale yderligere frivillig acontoskat – den såkaldte 3. rate. Vælger man at indbetale efter d. 20. november 2020, pålægges dog et rentetillæg, som forventes at udgøre ca. 1,0% p.a.

Restskatteprocenterne for 2020 er endnu ikke offentliggjort, men vi kan oplyse, at rentetillægget for restskatten for indkomståret 2019 udgjorde 4,7%, som ikke kan fratrækkes i skatteopgørelsen.

Hvornår kan det betale sig?

Det er en konkret vurdering, om det kan betale sig at indbetale frivillig acontoskat eller ej. Når det skal vurderes, hvorvidt det kan være en fordel at indbetale frivillig indbetaling, skal man bl.a. se på:

  • Forventes en højere indkomstskat, der er større end de af Skattestyrelsen beregnede ordinære acontoskatterater?
  • Opnås en forrentning på mindre end f.eks. 6% p.a. på likvide indeståender?
  • Kan der opnås en kreditfacilitet, som forrentes med mindre end f.eks. 6 % p.a.?
  • Betales der negative renter af likvide indeståender ?
  • Er der en nødvendig likviditet til rådighed?

Sådan indbetales frivillig acontoskat

Indbetaling af frivillig acontoskat sker via TastSelv Erhverv. Der skal først oprettes en frivillig indbetalingsre-gistrering , ellers bliver indbetalingen returneret til skattekontoen.

  • Log på TastSelv Erhverv
  • Klik på ”Skat” i menuen
  • Klik på ”Selskabsskat i menuen i venstre bjælke
  • Vælg ”Acontoskat” fra drop-down menuen
  • Klik på ”Indberet/ændre” ud for den rate, du ønsker at ændre
  • Indtast det beløb, du ønsker at indbetale
  • Betal over skattekontoen ved brug af betalingslinjen, der finder under ”Acontoskat”.

Nedsættelse af ordinær acontoskat

Har organisationens acontoskat, der forfalder til betaling den 20. november 2020, været sat for højt, er det også muligt at nedsætte raten i TastSelv Erhverv – senest til betalingsfristen.

Årsopgørelse (selskabs-, fonds- og foreningsskat)

Årsopgørelsen for indkomståret 2019 bliver udsendt med digital post i oktober 2020. Årsopgørelsen kan også ses i TastSelv Erhverv → Kontakt → Meddelelsesarkivet.

Hvis der er overskydende skat, bliver den udbetalt til selskabets skattekonto. Hvis selskabet skal betale restskat, sker det også via skattekontoen. Betalingslinjen, som selskabet skal bruge, står på årsopgørelsen.

Deltager selskabet i en sambeskatning, er det administrationsselskabet, der modtager årsopgørelsen. Betaling bliver opkrævet via administrationsselskabets skattekonto.


Kontakt John, hvis du vil vide mere.