23-01-2024

 

Acontoskat for indkomståret 2023 – husk 3. rate

Selskaber, fonde og foreninger skal vurdere, om det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at indbetale frivillig skat for 2023, hvis der forventes en restskat. 

Der er god grund til at være opmærksom på restskat for 2023, da restskattetillægget er sat markant op.

Den 3. rate skal indbetales senest den 1. februar 2024.

Indbetaling af yderligere acontoskat (restskat) senest den 1. februar 2024 pålægges et rentetillæg på 1,5 %.

En yderligere restskat skal betales senest den 20. november 2024, og restskattetillægget udgør 7,7 %.

Rentetillæggene kan ikke fratrækkes i skatteopgørelsen.

Rentegodtgørelsen er samtidig sat op til 3,6%, men det er værd at bemærke, at der ikke ydes rentegodtgørelse for overskydende skat, der opstår efter en frivillig indbetaling den 1. februar 2024.

Hvornår kan det betale sig?

Det er en konkret vurdering, om det kan betale sig at indbetale frivillig acontoskat (restskat) eller ej. Når det skal vurderes, hvorvidt det kan være en fordel at foretage frivillig indbetaling, skal man bl.a. se på:

  • Forventes en højere indkomstskat end den af Skattestyrelsen beregnede ordinære acontoskatterate?
  • Opnås en forrentning på mindre end fx 9,7 % p.a. på likvide indeståender?
  • Kan der opnås en kreditfacilitet, som forrentes med mindre end fx 9,7 % p.a.?
  • Betales der negative renter af likvide indeståender?
  • Er der en nødvendig likviditet til rådighed?

Sådan indbetales frivillig acontoskat

Indbetaling af frivillig acontoskat sker via TastSelv/Erhverv. Der skal først oprettes en frivillig indbetalingsregistrering, ellers bliver indbetalingen returneret til skattekontoen.

  • Log på TastSelv/Erhverv
  • Klik på ”Selskabsskat” i menuen
  • Vælg ”Acontoskat”
  • Klik på ”Indberet/ændre” ud for den rate, du ønsker at ændre
  • Indtast det beløb, du ønsker at indbetale
  • Betal over skattekontoen ved brug af betalingslinjen, der findes under ”Acontoskat”.

Vær særligt opmærksom på, at skattekontoen i forbindelse med indbetalingen ikke må have en negativ saldo, da indbetalingen i så fald vil gå til dækning af den ældste gæld først.


Mere information

Har du afklarende spørgsmål eller behov for yderligere rådgivning om frivillig acontoskat for selskaber, fonde og foreninger m.fl. eller har du andre skatte-, moms- og afgiftsmæssige spørgsmål m.v., er du er du velkommen til at kontakte skatteafdelingen på [email protected].

Kontakt