Danske arbejdsgivere, der udbetaler løn til personer, bosat i udlandet, skal efter gældende regler foretage indberetning herom til eIndkomstsystemet. Indberetningspligten gælder, uanset om lønnen skal beskattes i Danmark eller ej.
Når arbejdsgiver foretager en lønindberetning, skal denne følges af en række supplerende oplysninger om fødselsdato, køn, navn, gade, postnummer, by og landekode. Dette gælder også, selvom medarbejderen måtte have et dansk CPR-nummer. Disse oplysninger indgår i udveksling af indkomstoplysninger med medarbejderens bopælsland.
Fra og med 1. januar 2024 skal arbejdsgiveren – foruden indberetning af de ovennævnte oplysninger – også indberette medarbejderens TIN-nummer – på dansk: skatteidentifikationsnummer.
TIN-nummeret udstedes af medarbejderens bopælsland, og danske arbejdsgivere skal have medarbejderen til at oplyse TIN-nummeret, inden der sker kørsel af januar-lønnen i lønsystemet.
Det udvidede indberetningskrav kommer i kølvandet på ønsket om at styre kontrolindsatsen på tværs af landegrænser - og for at lette processen med at identificere, hvem der får løn mv. fra danske arbejdsgivere og hvor meget de får.
Du kan læse mere om indberetning af TIN-nummer mv. i Skattestyrelsen vejledning herom: https://info.skat.dk/data.aspx?oid=2395185&chk=219436
Virksomheder og foreninger m.fl., som allerede nu er bekendt med, at de også efter den 1. januar 2024 skal udbetale løn til modtagere, bosiddende i udlandet, bør iværksætte en procedure for indhentelse af TIN-nummeret hurtigst muligt, således oplysningerne foreligger i god tid, inden lønudbetalingen for januar 2024.
Hvis du har behov for rådgivning eller sparring om skatte-, moms- og afgiftsmæssige forhold, er du velkommen til at kontakte skatteafdelingen på: [email protected].