04-03-2023

 

Har jeres ejerforening m.fl. momspligtige virksomheder blandt medlemmerne!

Har jeres ejerforening momspligtige virksomheder blandt foreningens medlemmer, så er der stor sandsynlighed for, at momsen håndteres forkert!

Der er ligeledes stor sandsynlighed for, at foreningens håndtering af moms er til ugunst for foreningens momspligtige medlemmer, således disse medlemmer indirekte påføres et økonomisk tab, ved at disse fortaber adgangen til momsfradrag.

Hvordan fungerer ejerforeninger m.fl. ofte i praksis 

Mindre ejerforeninger m.fl. bliver ofte administreret af frivillige kræfter eller udliciteret til administratorer ude i byen. I budgetterne bliver der sjældent afsat penge til at undersøge de momsmæssige forhold og udfordringer, som kan foreligge; nok mest pga. manglende viden og indsigt på området hos foreningen.

De fleste ejerforeninger fungerer som en form for cigarkasse-model, hvor omkostningerne afholdes af cigarkassen og fordeles forholdsmæssigt mellem medlemmerne, der tilsvarende opkræves en betaling. Cigarkassens formål er ikke at indtjene penge eller overskud, men blot at fordele omkostningerne mellem medlemmerne, således cigarkassens regnskab ”går i nul”. 

Med momsmæssige briller vil en forenings levering af varer og ydelser – mod betaling af et vederlag – normalt udløse momspligt og momsbetaling. Dette er efter gældende praksis dog ikke tilfældet for ejerforeninger og lign. foreninger, da sådanne foreninger ikke anses for at levere varer eller ydelser til foreningens medlemmer, men blot at fungere som et omkostningscenter for de deltagende medlemmer.  
 
Udgangspunktet er således, at sådanne foreninger ”ikke er” og ”ikke skal” momsregistreres. 

Andel af købsmoms kan sendes videre til de momspligtige medlemmer, men det skal ske på den rigtige måde

I mange ejerforeninger m.fl. – særligt i de større byer – kan en del af medlemmerne være almindelige momspligtige virksomheder, der normalt vil have adgang til momsfradrag for momsbelagte omkostninger.  

Siden 1997 har det været muligt at lade ejerforeninger og visse andre foreninger momsregistrere med det ene formål at tilgodese de momspligtige medlemmer af foreningen. Ordningen er således frivillig. 

For at gøre brug af ordningen, skal foreningen løbende opgøre købsmomsen, og viderefakturere den del af købsmomsen, som forholdsmæssigt vedrører de momspligtige medlemmers andel. 

Med fakturaen i hånden – udstedt af foreningen – kan det momspligtige medlem fradrage købsmomsen efter momslovens almindelige regler.     

Vi ser mange forskellige metoder ude i foreningerne, og desværre også lige så mange forkerte fremgangsmåder for håndteringen af momsen, herunder angivelse af moms og fakturering til de momspligtige medlemmer. 
  
En ”serviceoplysning” om momsens størrelse til de momspligtige medlemmer er således i ingen tilfælde tilstrækkeligt til at opfylde betingelserne, herunder betingelserne for momsfradrag hos de momspligtige medlemmer. 

Den salgsmoms, som foreningen opkræver hos de momspligtige medlemmer, skal angives og afregnes til Skattestyrelsen. Tilsvarende kan foreningen fradrage den købsmoms, som vedrører de momspligtige medlemmers andel af købsmomsen. Foreningens momstilsvar – renset for periodeforskydninger – vil således løbende udgøre nul kroner.  


Mere information

Har du afklarende spørgsmål eller behov for yderligere rådgivning om moms i ejerforeninger m.fl., eller har du andre skatte-, moms- og afgiftsmæssige spørgsmål m.v., er du velkommen til at kontakte os.

Kontakt