10-10-2019

 

Uddelinger og indberetningspligt for fonde og foreninger

Som rådgivere for fonde og foreninger oplever vi, at indberetningspligten for uddelinger ofte giver anledning til hovedpine. Efter Folketinget besluttede at opdele den nu gamle skattekontrollov i en skatteindberetningslov og en skattekontrollov, finder vi det hensigtsmæssigt at sætte fokus på netop denne udfordring.

Med dette ønsker vi at klæde jer på til at kunne foretage de korrekte indberetninger til e-indkomst.

Indberetningspligten

Pligten for fonde og foreninger, omfattet af fondsbeskatningsloven, til at indberette vedtægtsbestemte uddelinger er fra 1. januar 2019 hjemlet i skatteindberetningsloven. Fonden eller foreningens indberetningspligt er efter lovtekstens ordlyd fortsat knyttet op på vedtægterne. Der skal således være tale om en vedtægtsbestemt uddeling, inden der kan være tale om, at fonden eller foreningen har pligt til at indberette.

Spørgsmålet mange nok vil stille herefter er; hvornår er der så tale om en vedtægtsbestemt uddeling?

Vedtægtsbestemt uddeling

Fonde

Lovteksten definerer ikke nærmere, hvad der forstås med ”vedtægtsbestemt”, men bemærker blot, at uddelingen skal foretages til fyldestgørelse af fondens formål. Der vil med denne formulering altid være grobund for en vis fortolkning, og man skal som ”udbetaler” foretage en konkret vurdering af hver enkelt ”udbetaling.”

Foreninger

For at der for foreninger kan være tale om uddelinger, er det Ri’s vurdering, at der som udgangspunkt skal være tale om ”noget” medlemmer mv. har krav på, efter en beslutning fra et kompetent organ (bestyrelsen) eller efter ansøgning/forespørgsel, uanset om udbetalingen sker ud fra et almenvelgørende eller almennyttigt formål.

Hvis en forening fx giver en gave/tilskud til et eller flere af sine medlemmer, men medlemmerne ikke har et vedtægtsbestemt krav på gaven/tilskuddet og heller ikke har ansøgt foreningen om den, vil der efter vores vurdering ikke være tale om en uddeling, og foreningen har ikke pligt til at indberette gaven til skattemyndighederne.

Vi skal dog bemærke, at selvom foreningen ikke er pligtig til at indberette gaven over for skattemyndighederne, vil modtageren dog være pligtig til at selvangive værdien af gaven.

Foreningen har indberetningspligt, hvis medlemmet – fx på baggrund af foreningens vedtægter - har ansøgt om udbetalingen/”gaven.” I disse tilfælde er det foreningens ansvar at indberette ”udbetalingen” som en uddeling i den kalendermåned, hvor modtager har opnået ret hertil. Indberetningen skal ske i felt 38 (ikke-AM-bidragspligtig B-indkomst). Sker uddelingen ikke i penge, men i stedet som naturalieydelse, skal arten heraf angives i felt 40.

Der skelnes ikke mellem skattepligtige og skattefrie uddelinger. Dette er fordi, at begge typer af uddelinger er indberetningspligtige. Skattefrie uddelinger skal ligeledes indberettes i felt 38, men skal til gengæld angives med indtægtsartskode 97.

Alle uddelinger er indberetningspligtige.

Undtagelser

Lovteksten opstiller en række undtagelser til hovedreglen om indberetningspligten. Listen antages at være udtømmende, da der efter ordlyden ikke åbnes op for reel fortolkning.

Uddeler fonden eller foreningen til en fysisk person, der ikke er skattepligtig til Danmark, er uddelingen ikke omfattet af hovedreglen om indberetningspligt. Dette er ligeledes tilfældet, når formålet med uddelingen sker efter nærmere afgrænsede formål omtalt i ligningsloven, fx uddelinger til militært personel eller civile, der har været eller er udsendt på tjeneste af den danske stat, eller uddelinger fra en godkendt fond eller forening mv., hvis formål er at støtte socialt eller sygdomsbekæmpende arbejde – når uddelingen er skattefri.

Uddelinger til juridiske personer er også undtaget fra indberetningspligt.

Afrunding

Som vi antyder ovenfor giver indberetningspligten en række udfordringer i dagligdagen. Vi modtager mange spørgsmål fra fonde og foreninger, hvor der helt grundlæggende er tvivl om, hvorvidt der er tale om en uddeling eller ej. Hvis jeres organisation har behov for vejledning omkring uddelinger eller andet relateret til jeres skatte-, moms- og afgiftsmæssige forhold, er I altid velkomne til at kontakte os.


Kontakt John, hvis du har spørgsmål.

Ri Statsautoriseret Revisionsaktieselskab - CVR-nr. 53 37 19 14 - Skagensgade 1 - DK-2630 Taastrup - kbh@ri.dk - +45 43 50 50 50 - Privatlivspolitik -